Når kunsten er ikon for stedet

Henry Moore

Two Piece Reclining Figure No. 5, 1963-64
Bronze
250 x 386 x 182 cm
Louisiana Museum of Modern Art 
Donation: Ny Carlsbergfondet
Foto: Kim Hansen 

INTRO

Når man træder indenfor på Louisiana og ud i museets park, er Henry Moores Two Piece Reclining Figure No. 5 noget af det første man møder, når blikket søger mod horisonten. Her tegner den en visuel profil for stedet, og for mange mennesker er skulpturen med tiden blevet noget, de forbinder med Louisiana – et slags ikon. Skulpturen er imidlertid ikke skabt til stedet, men man kan tale om, at den over tid er blevet stedet.

Moore på Louisiana – men hvor?

Louisianas grundlægger Knud W. Jensen har allerede tidligt i museets historie en vision om at skaffe værker af den britiske billedhugger Henry Moore til museet. I foråret 1967 rejser Knud W. Jensen til England og besøger Moore. Her bliver han med det samme fascineret af bronzeskulpturen Two Piece Reclining Figure No. 5, som han mener, vil passe særlig godt udenfor i Louisianas park.

I den indledende dialog med Moore er der tale om at placere værket i den dengang nyindrettede Søhave på Louisiana, hvor værket ville være omgivet af gamle træer, høje skrænter og den idylliske sø. ”Det er sådanne omgivelser Henry Moore gerne ser sine skulpturer anbragt i.” skriver Knud W. Jensen i et brev til Ny Carlsbergfondet, hvor han søger om økonomisk støtte til værket. Skulpturen ender dog ikke i Søhaven, men får en mere synlig placering på plænen.

Søhaven på Louisiana. Her ville Knud W. Jensen oprindeligt have placeret Two Piece Reclining Figure No. 5.

For Moore rummer den liggende figur mange muligheder, og det er et motiv, han vender tilbage til igen og igen. Ved at være mere oprejst i den ene side og samtidig liggende, taler den med både horisontaler og vertikaler i landskabet – dvs. med både vandrette og lodrette linjer i naturen. Den placering, som Two Piece Reclining Figure No. 5 ender med at få på Louisiana, kan derfor næsten ikke være bedre: Med skulpturen på skrænten har man havet og horisonten som baggrund og de høje gamle træer, der indrammer den på hver sin side.

”Der findes ingen bedre baggrund for en skulptur end himlen […]. Da er der intet som konkurrerer med skulpturen, ingen andre massive genstande som forstyrrer.”
Henry Moore

Mere Moore på Louisiana

I 1975 indkøber museet yderligere to Moore skulpturer til Louisianas samling. De to nye skulpturer kommer til at stå på plænen, der ligger nedenfor skrænten ud til stranden. Efter nogle år finder museet imidlertid, at det ikke fungerer. Dels ”krymper” skulpturerne ved at blive set oppefra, og dels giver det værkerne mere rum, hvis de bliver placeret hver for sig. Museet flytter derfor rundt på skulpturerne. På dette tidspunkt bliver det besluttet, at Two Piece Reclining Figure No. 5 må vige sin plads for Three Piece Reclining Figure, da denne er den største. Efter nogle år flytter skulpturen imidlertid tilbage til sin placering ved skrænten – det er som om, den hører hjemme her.

De to Henry Moore skulpturer på plænen foran stranden set fra Two Piece Reclining Figure på skrænten. Foto: Louisiana Billedarkiv

I dag er de tre Moore skulpturer placeret, så Louisianas gæster møder dem én af gangen. Tanken bag denne placering er, at den besøgende skal kunne opleve forskellige variationer af Moores liggende figur på sin færd gennem museet og i skulpturparken.

Moore, der selv var inde over både placering og omplacering af hans skulpturer på Louisiana, udtalte om placeringen af Two Piece Reclining Figure No. 5: "Det er en af de bedste placeringer, mine skulpturer har fået. Jeg valgte den selv. Vi fjernede nogle træer, så man kan se vandet bag den. Jeg synes, der er for mange skulpturer i parken nu, men denne skulptur står stadig flot." Henry Moore, 1976

FAKTA

Henry Moore (til venstre) sammen med Knud W. Jensen foran Two Piece Reclining Figure No. 5 i skulpturparken på Louisiana.
Foto: Kurt Petersen 

Henry Moore er en britisk billedhugger og grafiker (1898–1986), der især er kendt for sine store skulpturer i sten og bronze. Han står som en af de betydeligste kunstnere i det 20. århundrede med værker verden over - både i og uden for museerne, og i og uden for byerne.

I 1930’erne repræsenterer han den britiske avantgarde (inden for skulptur) sammen med bl.a. Barbara Hepworth og Ben Nicholson. I hans tidlige arbejder er han inspireret af romansk og ikke-vestlig kunst, især mayafolkets Chac Mool figurer, som forestiller liggende guder med en offerskål på maven. Under 2. Verdenskrig arbejder Moore som officiel krigsillustrator og tegner ’shelter-drawings’ af de mange mennesker, der søger ly i byens undergrundsbane for bombardementerne over London. Her får han lejlighed til at studere liggende kroppe, mens folk sover i forskellige stillinger, hvilket han siden bruger i sine skulpturer. Hans tegninger får stor anerkendelse og er med til at fastslå Moore som humanist.

I sit formsprog er Moore på vej over i det abstrakte, men tager altid udgangspunkt i en menneskelig komposition. Han arbejder med tilbagevendende temaer som ‘moder og barn’ og ‘den liggende figur’. 

Ud over Two Piece Reclining Figure No. 5 er Moore repræsenteret på Louisiana med skulpturerne Reclining Figure fra 1969-70 og Three Piece Reclining Figure: Draped fra 1974-75.

I DYBDEN

Mies van der Rohes Seagram Building i New York. Foto fra Wikimedia Commons.

Fra New York til Louisiana

Two Piece Reclining Figure No. 5 er oprindelig tiltænkt en placering foran Seagram bygningen i New York, hvorfor den også under tiden kaldes Two Piece Reclining Figure No. 5 - Seagram. Den 157 meter høje Seagram bygning er tegnet af den tyske arkitekt Mies van der Rohe. Han anses for at være blandt de mest markante moderne arkitekter og bygningen for et af modernismens hovedværker. I 1958 står bygningen færdig, og van der Rohe overvejer, hvordan skulptur kan spille sammen med bygningen og byrummet. Efter at have haft forskellige kunstnere i tankerne kontakter han Moore. Der bliver på det tidspunkt lavet en 1:1 model af skulpturen for at kunne undersøge forholdet nøje mellem bygningen, pladsen og skulpturen på stedet. Moore og van der Rohe er imidlertid enige om konklusionen: Det fungerer ikke - skulpturerne ’forsvinder’ ganske enkelt i sammenspillet. Moore har selv flere gange udtalt, at arkitektur reducerer skulptur. Og det samme problem gør sig da også gældende for den efterfølgende idé om at placere Reclining Figure No. 5 skulpturen foran Lincoln Centeret, også i New York. (Her ender det med en større Reclining Figure, mens man vælger at lade pladsen foran Seagram stå uden nogen permanent udsmykning).

Samme skulptur flere steder

Two Piece Reclining Figure No.5 er, som mange af Moores øvrige bronze skulpturer, støbt i flere eksemplarer. To tilsvarende skulpturer er placeret ved hhv. teatret Ruhrfestspielhaus, Recklinghausen, Tyskland og det gamle herresæde Kenwood House, Hampstead Heath, London.

Reclining Figure No. 5 som den står ved Kenwood House på Hampstead Heath nær London.

Selv om der er tale om identiske skulpturer, der har en udendørs placering tilfælles, er der stor forskel på oplevelsen af skulpturen: Ved Ruhrfestspielhaus står skulpturen i et urbant rum foran en moderne glasbygning, mens skulpturen ved Kenwood House er placeret i et hjørne af en stor park. Begge er placeret på en sokkel og bag en indhegning, hvilket skaber en anden afstand til skulpturen end på Louisiana. 

Store sal i Louisianas vestfløj under Henry Moore udstillingen i 1976.
Foto: Louisiana Billedarkiv

Ikon for det moderne kunstmuseum

Two Piece Reclining Figure No. 5 som ikon for stedet handler ikke kun om denne specifikke skulpturs rolle på Louisiana. Det handler også om kunstneren Henry Moores status på et museum for moderne kunst i et større perspektiv. Moore står som en central skikkelse i den moderne kunsts udviklingshistorie, som den fortælles på moderne vestlige kunstmuseer. Her lægger man vægt på, hvordan han i sit formsprog arbejder i spændingsfeltet mellem noget naturalistisk og genkendeligt på den ene side, og noget abstrakt og til tider næsten surrealistisk på den anden side med fragmenterede og gennembrudte figurer.

I sit motivvalg skriver han sig ligeledes ind i en lang (kunsthistorisk) tradition: Hans foretrukne motiv livet igennem er den nøgne eller draperede kvindefigur. På den måde kan hans værker læses i forhold til den tidligere kunst, som han er inspireret af. Men det gælder også den kunst som kommer efter, og som han har influeret. Henry Moore er langt fra den eneste kunstner, som er repræsenteret på flere museer for moderne kunst verden over. Mange andre kunstnere er som Moore også at finde på flere museer, fordi der er enighed om deres rolle i den kunsthistorie museerne i fællesskab fortæller.

Frimærke udgivet i 2008 i forbindelse med Louisianas 50 års fødselsdag.

Andre eksempler fra Louisianas samling med en lignende rolle som ikon for både Louisiana og for det moderne kunstmuseum er den schweiziske billedkunstner Alberto Giacometti (1901-1966) og den amerikanske billedhugger Alexander Calder (1898-1976).

Calders skulptur Almost Snow Plough (1964/76) som piktogram på et skilt på motorvejen, hvor man hurtigt skal kunne afkode betydningen og genkende stedet.

Deres værker har begge fremtrædende og permanente placeringer på museet. Begge kunstnernes navne markerer specifikke steder på museet, hvor man altid vil være sikker på at møde deres kunstværker: Calder-terrasse uden for caféen og Giacometti-salen med den smukke udsigt over Søhaven.

Mange museer har tilsvarende værker, som bliver vartegn for stedet. Det gælder fx også for den australske kunstner Ron Muecks enorme skulptur Boy fra 1999, der er placeret foyeren på kunstmuseet ARoS i Århus. Eller Olafur Eliassons værk Your rainbow panorama, der siden 2011 har givet publikum en ny oplevelse af ARoS og byen.

Ron Mueck, Boy, 1999. Foto: ARoS

Steder med humanistiske værdier

Moore havde et humanistisk livssyn – dvs. at han troede på værdier, der handler om moralsk ansvarlighed og respekten for det enkelte menneske og dennes mulighed for at kunne udfolde sig i frihed. Moore, der selv oplevede to verdenskrige, kommer især efter anden verdenskrig til at stå for en modernistisk humanisme, hvor man ønsker at se fremad men stadig har krigene in mente. En tekst om netop Two Peice Reclining Figure No.5 beskriver, fx hvordan han er ”vogteren af vores allesammens fælles samvittighed. Han er humanisten, som repræsenterer det 20.århundredes kollektive utryghed, og den som, på trods af alt, tror på menneskeracens beståen.”

Reclining Figure fra 1957-58 foran Unesco bygningen i Paris.

Disse værdier spiller en væsentlig rolle i placeringen af Henry Moores værker. Der er en tæt dialog mellem sted, kunstner og værk, når hans skulpturer placeres i urbane landskaber som foran UNESCO’s hovedkvarter i Paris, FN bygningen i New York eller British Parliament i London. Hans skulpturer illustrerer næsten den dagsorden, som disse institutioner arbejder med. Stedsforankringen handler derfor her om et værdifællesskab med de pågældende institutioner.

Knife Edge Two Piece (1962-65), House of Parliament, London. Denne skulptur er det mest tv-transmitterede værk i England, da den er placeret der, hvor parlamentsmedlemmerne dagligt kommenterer politiske hændelser og lader sig interviewe.

Da Moore indtager de urbane landskaber verden over, er det med et modernistisk formsprog. Den traditionelle skulptur var oprejst og placeret på en sokkel i byrummet. Den refererede typisk til en specifik begivenhed eller en specifik personlighed, som havde relation til en lokal eller national historie. Moore lægger derimod skulpturen ned og minimerer soklen. Selv om der er tale om meget store skulpturer, så kommer man i en vis forstand i øjenhøjde med dem. Han arbejder med motiver, der refererer på tværs af kulturer og nationer. Man kan sige, at det er værdier, som er så almenmenneskelige, at de er svære at være uenige i. Derfor har man også kunnet placere hans skulpturer mange steder, uden at de ville støde nogen.