Når kunsten kan være i en iPod
Janet Cardiff
INTRO
Til Louisiana har Janet Cardiff skabt en af sine såkaldte audiowalks: Med en iPod i lommen og høretelefoner på ørene inviterer hun os til at følge sin stemme og sine fodtrin på en vandring i skulpturparken – ”I want you to walk with me through the garden”. Fortællingen tager udgangspunkt i stedet, hvor der er sket underlige ting, som hun ikke forstår. Vi hører stedets lyde: bølgerne på havet, blade der rasler og andre museumsgæster. Men hvilke lyde stammer fra hovedtelefonerne, og hvilke ude fra parken lige nu? En helikopter, en hund og musik. Pludselig føles det som om, man står midt i en film.
I løbet af de ca. 12 minutter kunstværket varer blandes fiktion og virkelighed. Cardiff sender os ud i afkroge af parken, som vi måske almindeligvis overser. Undervejs kommenterer hun de ting, vi ser, men også ting, vi ikke ser. Hendes værker spiller dermed på vores vante forestilling om, at øjet ser, hvad øret hører, dér hvor vi er. Det er et greb, som kan virke både foruroligende og forførende på samme tid.
Et andet værk, Missing Voice fra 1999, foregår i London og bygger på samme blanding af det tiltrækkende og urovækkende. Denne audiowalk er ca. 50 min. lang, og her udfolder der sig også en krimihistorie mellem fiktion og virkelighed, mens man vandrer rundt i en del af London, som har oplevet store forandringer, siden værket blev skabt.
Bybillede fra området omkring Brick Lane i London, hvor Missing Voice foregår.
Når man lægger høretelefonerne fra sig, har man fået nye oplevelser af stedet, hvad enten det er Louisiana eller London. Ikke fordi der som sådan ser anderledes ud, men fordi man lytter til stedets lyde på en anden måde, og fordi man har fået nye billeder på nethinden, som ikke sådan lige slipper én.
Louisiana Walk # 14 opleves blandt andre kunstværker i Louisianas skulpturpark. De øvrige værker er alle af meget fysisk og synlig karakter, og mere umiddelbart genkendelige som kunstværker. De eneste fysiske manifestationer af Cardiffs værk er en iPod med indtalte ord, lyde og brudstykker af musik samt en stol, der er placeret i parken ved turens afslutning. I sin materielle karakter kan man altså nemt ’overse’ værket – man skal vide, at det er der og opsøge det i museets indgang.
FAKTA
Janet Cardiff. Foto: Artangel, London
Den canadiske kunstner Janet Cardiff (1957) bor og arbejder både i Berlin og Canada. Hun har lyd som et primært materiale, når hun skaber kunst. Cardiff er især blevet kendt for sine audiowalks, som hun siden slutningen 1990’erne har skabt til mange forskellige institutioner, især museer. Her benytter hun sig af binaural optageteknik, hvor lyden indfanges gennem små mikrofoner placeret ved ørerne på en dukke. På denne måde skabes der en overbevisende 3D effekt af lyden, når optagelserne siden afspilles. Oprindeligt blev Cardiffs audiowalks skabt til walkman. Siden har discman og siden iPod taget over, men princippet er det samme.
Louisiana Walk # 14 er bestilt til Louisiana i forbindelse med udstillingen NowHere i 1996. Det er her første gang Cardiff arbejder med filmiske effekter i en walk, hvilket hun siden har eksperimenteret videre med. I 1999 skabte hun sin hidtil længste audiowalk Missing Voice på ca. 50 min. i London (Fra Whitechapel Library - i dag Whitechapel Gallery - til Liverpool Street Station). Dette værk blev til på opfordring af den britiske kunstorganisation Artangel, der inviterer kunstnere til at skabe utraditionelle værker uden for den museale kontekst.
Sammen med sin mand George Bures Miller arbejder hun også med installationer, hvor lyd spiller en central rolle.
I DYBDEN
Et stop i audiowalken Missing Voice i London.
Stedet som Rorschach test
Med sine audiowalks er Cardiff ikke blot lydkunstner, men også stedkunstner. Hun undersøger det sted, hvor hun er inviteret til at lave en walk, for at researche, observere og lade sig inspirere. I sin praksis er Cardiff på ’udebane’. Hun optræder som ’turisten’, der opsøger de historier, som knytter sig til stedet og lægger mærke til de små detaljer undervejs. De fleste kender følelsen af, at man er mere opmærksom - mere ’til stede’ - når man færdes nye steder med nye indtryk, fx på en rejse. Men Cardiff går skridtet videre. Hun undersøger ikke blot stedets historie, hun lytter bevidst til brudstykker af folks samtaler, eller samler de ting op, som folk har tabt eller måske smidt på jorden. Hendes spørgsmål er ikke: Hvad er der foregået her, men snarere hvad kunne der være foregået her?
Selv siger Cardiff: ”Til tider er jeg ikke helt klar over, hvad historierne i mine walks handler om. For det meste udspringer de af stedet, næsten som om stedet er en Rorschach test, jeg er i færd med at aflæse.” En Rorschach test er en psykologisk test, hvor man lader folk fortælle, hvad de får øje på i (symmetriske) blækklatter for at få indblik i deres underbevidsthed, forestillingsevne og kreativitet. Denne fornemmelse af stedet som en Rorschach test giver hun videre til publikum. Hendes værker pirrer nemlig vores trang til at skabe meningssammenhænge. De historier vi hører, er præsenteret for os som brudstykker, som vi selv prøver at sætte sammen, selv om de stritter i forskellige retninger.
Parallelle verdener – at være flere steder på én gang
Med Cardiffs audiowalk bliver stedets lyde forstærket, og vi er usikre på hvilke lyde, der er hvor. Cardiff har erfaret, at når hun laver en binaural optagelse af et steds lyde og siden afspiller dem på samme sted opstår der en slags ny virkelighed – en ”hyper-reality” som hun selv siger. Hun tvinger os dermed til at lytte til stedet på en måde, som vi normalt ikke gør – i hvert fald ikke så bevidst. Oplevelsen er både i og ude af sync med omgivelserne.
"For mig var Missing Voice til dels en reaktion på at jeg i en periode boede i storbyen London. Jeg læste om byens historie i bibliotekernes rolige omgivelser, så avisoverskrifterne, når jeg gik forbi aviskiosker, overhørte sladder, og oplevede at være alene blandt menneskemasser. […] Londonoplevelsen forstærkede den paranoia, som jeg tror er almindelig hos mange mennesker - især kvinder, når de kommer til en fremmed by."
Janet Cardiff
Louisiana Walk # 14 starter inde på museet og fortsætter rundt i skulpturparken forbi kunstværker af Richard Serra, Henry Moore, Nobuo Sekine og George Trakas, som hun alle eksplicit kommenterer. Alligevel kan man i hendes værk miste fornemmelsen af at være på museum.
På vej gennem London med Missing Voice i ørerne.
Film og litteratur som inspiration
Cardiff beskriver mange steder, hvordan hun er fascineret af film og litteratur. Hun fremhæver, hvordan en god film eller bog kan få os til glemme os selv, tid og sted. I sine værker bruger hun filmiske og litterære greb. På den ene side retter hun vores opmærksomhed mod stedet ved at fremhæve detaljerne i de omgivelser, vi befinder os i. På Louisiana fortæller hun om træernes rødder, der minder hende om hendes bedstemors fingre, beder os kigge på knasterne på træstammerne, der ligner øjne; vi hører fuglene, der kvidrer og havet, der bruser. I London får hun os til at opdage, hvordan malingen skaller af i loftet på biblioteket og gør os opmærksomme på biler, bænke og fodgængerovergange. Men samtidig forsøger hun at fjerne os fra stedet. Mentalt prøver hun at lokke os et andet sted hen og skabe sammenhæng i en historie, som foregår et andet sted. De ting, hun kommenterer, kan også være noget, som vi ikke kan se, men som vi sagtens kan forestille os, og som måske har været der, da hun gik der – et bananskræl på fortovet, et stykke papir på jorden.
Sansernes samspil – lyd får os til at se.
I sine værker skærper Cardiff vores sensibilitet, og vi konstaterer derved hvor 'blinde' og 'døve' vi ofte bevæger os rundt: Vi ser uden at kigge, og vi hører uden at lytte. I stedet blander alle sanseindtryk sig til én samlet opfattelse af det sted, vi befinder os på. Vores ’selektive’ sanser er på mange måder en nødvendighed, fordi mange ting hele tiden kræver vores opmærksomhed. Det ville næppe være muligt at færdes normalt i hverdagen, hvis vi skulle være opmærksomme på alle de lyde og indtryk, vi møder hele tiden. Det handler om at fokusere på det centrale og lade andet fortabe sig som flimmer i baggrunden. Men der er kamp om, hvad det er, der skal være i fokus.
Den opmærksomhed vi skænker det, vi hører, det vi ser og det vi forestiller os, skal deles med den opmærksomhed, det kræver at koordinere bevægelse og orientere sig. En audiowalk handler nemlig også om at gå. Cardiff sender os bevidst ud på smalle stier, hvor det er svært at gå, og man er dermed nødt til at være meget bevidst om, hvor man går og hvordan. Gennem bevægelse bliver vi kropsligt forankrede på stedet. Vi indtager stedet med vores krop.
Den aflæsning af stedet, som vi foretager med Cardiff, sker altså gennem mange sanser. I film og litteratur foretager vi som publikum ’kun’ en mental bevægelse, hvor man netop glemmer tid og sted. Cardiffs audiowalk intensiverer oplevelsen, fordi den mentale bevægelse kobles med en fysisk bevægelse og detaljeret opmærksomhed på stedet. Vores sanser får dét, som Cardiff kalder, ”a kind of power-boost drink.” Vi står selv midt i filmen, midt i fortællingen – det sted vi færdes bliver en scene for den mentale bevægelse.
Steder i forandring – Louisiana og London
Boghjørnet i Whitechapel Gallery. Den sidste rest af det gamle bibliotek på etagen. Walken starter med en instruktion om at gå op ad trappen og finde en bog, som ikke længere kan findes. Omgivelserne har ændret sig og det samme gør oplevelsen af værket. Steders forandring er lige så individuel som steder. Louisiana er et dynamisk museum, der har oplevet store forandringer i stedets historie. Men forandringen er en anden end den i London på grænsen mellem City og East End, hvor Missing Voice blev skabt i 1999. På Louisiana kommer Cardiff ind på idéen om tidens forandring af steder, når hun beskriver, hvordan der ser ud i skulpturparken i værkets ’nu’. Her kan hun lugte bål, græsset har vokset sig højt, der er graffiti på museets mure, og vi hører en hund i baggrunden. Det bliver en slags ’stedets forfald’, som er meget langt fra det ’nu’, som vi fysisk bevæger os rundt i, men som vi mentalt kan se for os.
Louisiana er et kontemplativt sted med tid og ro til fordybelse. London er storbyen, hvor man kan blive væk og tempoet er et andet. Her er en hastigere og tydeligere foranderlighed.
London har på en mere synlig og håndgribelig måde oplevet forandring over tid, og værkets ’nu’ kommer til at referere til et ’har været’. Balancen mellem fiktion og virkelighed rykkes efterhånden som ting, der var virkelighed, da værket var nyt, bliver ’fortid’ og dermed fiktion og stiller større krav til vores forestillingsevne. Malingen, der skallede af i loftet blev fx kort tid efter udbedret, og i dag mere end 10 år efter Cardiffs Missing Voice, er selve det bibliotek, hvor turen startede, nedlagt og man må i stedet henvende sig på Whitechapel Gallery. Her har man indrettet et lille ’bibliotekshjørne’, der i dag agerer udgangspunkt for værket. Louisianas Walk er i den forstand mere ’tidløst’ end Missing Voice, dels fordi det sted værket tager udgangspunkt i ikke forandrer sig med samme hast, og dels fordi de forandringer, der vil finde sted højst sandsynligt vil tage højde for værket. Byudviklingen i London kan imidlertid ikke tage hensyn ét enkelt kunstværk, og slet ikke et, som ikke engang kan ’ses’.